Almindelige salgs- og leveringsbetingelser
for medlemmer af Foreningen Dansk Møbelindustri
Anvendelsesområde
Nedenstående almindelige salgs- og leveringsbetingelser gælder alle sælgers tilbud,
salg og leverancer - også hvor køber foreskriver andre betingelser. Afvigelser fra
nedenstående salgs- og leveringsbetingelser er kun gyldige med sælgers skriftlige
accept.
§ 1 Leveringsklausuler
Evt. aftalte leveringsklausuler fortolkes i henhold til de ved aftalens indgåelse gældende
Incoterms.
Såfremt der ikke er truffet særlig aftale om en leveringsklausul, anses levering for sket
“ab fabrik” (“ex works”).
§ 2 Forsikring
Transportforsikring tegnes af køber, medmindre andet er aftalt.
Køber forpligter sig til også i øvrigt at holde varerne forsikrede.
§ 3 Sælgers forsinkelse
Erfarer sælger, at han ikke kan overholde den aftalte leveringstid, eller at forsinkelse
fra hans side må anses for sandsynlig, skal han uden ugrundet ophold give køber
skriftlig meddelelse herom og samtidig angive årsagen til forsinkelsen samt så vidt
muligt det tidspunkt, hvor levering kan påregnes at finde sted.
Hvis forsinkelsen med levering skyldes nogen af de i § 9 nævnte omstændigheder
(force majeure) eller købers handlinger eller undladelser, forlænges leveringstiden i det
omfang, hvori det efter omstændighederne skønnes rimeligt.
Denne bestemmelse finder anvendelse uanset, om årsagen til forsinkelsen indtræffer
før eller efter udløbet af den aftalte leveringstid.
Køber kan ikke hæve aftalen grundet på leveringsforsinkelse, der kan tilregnes sælger,
medmindre forsinkelsen overstiger 3 måneder.
Køber kan ikke gøre erstatningsansvar gældende på grund af forsinkelse hos sælger.
§ 4 Købers forsinkelse
Erfarer køber, at han ikke vil kunne modtage varerne på den aftalte dag, eller at forsinkelse
fra hans side må anses som sandsynlig, skal han straks give sælger skriftlig
meddelelse herom og samtidig angive årsagen til forsinkelsen samt så vidt muligt det
tidspunkt, hvor modtagelsen kan påregnes at kunne finde sted.
Uanset, at køber undlader at modtage varerne på det aftalte tidspunkt, er han
forpligtet til at erlægge enhver af levering betinget betaling, som om levering af de
pågældende varer havde fundet sted.
Sælger skal sørge for, at varerne opbevares for købers regning og risiko. På købers
anmodning skal sælger forsikre varerne for købers regning.
Sælger er berettiget til skriftligt at opfordre køber til at modtage varerne inden for en
frist af 15 dage.
Undlader køber at gøre dette inden for fristen af årsager, som sælger ikke bærer
ansvaret for, er sælger berettiget til ved skriftlig meddelelse til køber at hæve aftalen
for den leveringsklare del af varerne, som ikke er modtaget på grund af købers
forsinkelse.
Sælger har da ret til erstatning for den skade, som købers misligholdelse har påført
ham.
§ 5 Betaling m.v.
Med mindre andet er aftalt, forfalder købesummen til kontant betaling ved varernes
levering.
Erlægger køber ikke betaling i rette tid, er sælger berettiget til fra forfaldsdagen at
kræve morarenter med 1,5% pr. påbegyndt måned.
Såfremt køber ønsker at returnere varer, kan dette kun ske efter forudgående aftale
med sælger. Returnering skal ske franko.
I tilfælde af misligholdelse er køber (debitor) forpligtet til at betale alle omkostninger
ved fordringens inddrivelse, herunder gebyrer og salærer til advokat, inkassobureau
m.v.
§ 6 Ejendomsforbehold
Sælger forbeholder sig sin ejendomsret til det solgte, indtil betaling fuldt ud har
fundet sted.
Ved salg til Tyskland gælder dog det ejendomsforbehold, der fremgår af vedlagte
tillæg mrk. D98.
§ 7 Mangler
Sælger forpligter sig til at afhjælpe alle mangler, som skyldes fejl i konstruktion,
materiale eller fremstilling ved at foretage reparation eller udskiftning af varerne i overensstemmelse
med nedennævnte punkter, men sælger ifalder ikke erstatningsansvar
som følge af mangler.
Mindre knaster, farveforskelle, stærke og svage åreringe i træet samt vækstmærker i
læder er et tegn på ægthed og betragtes ikke som mangler.
Sælgers ansvar omfatter kun de mangler, der viser sig inden for 1 år fra den dag, da
varen blev leveret til køber.
Måtte køber konstatere mangler, skal køber straks skriftligt underrette sælger herom.
§ 8 Produktansvar
Sælger er kun ansvarlig for skade forvoldt af produktet på ting, hvis det bevises, at
skaden skyldes fejl eller forsømmelser begået af sælger eller dennes ansatte. Sælger
er i intet tilfælde ansvarlig for driftstab, tabt fortjeneste eller andre økonomiske
konsekvenstab.
I den udstrækning, sælger måtte blive pålagt produktansvar over for tredjemand, er
køber forpligtet til at holde sælger skadesløs i samme omfang, som sælgers ansvar er
begrænset efter de foregående stykker. Hvis tredjemand fremsætter erstatningskrav
mod køber p.g.a. en produktskade, skal køber straks underrette sælger herom.
§ 9 Force majeure
Følgende omstændigheder hos sælger medfører ansvarsfrihed, såfremt de forhindrer
aftalens opfyldelse eller gør opfyldelsen urimeligt byrdefuld.
Arbejdskonflikt og enhver anden omstændighed, som sælger ikke er herre over,
såsom brand, krig, mobilisering eller uforudsete militærindkaldelser af tilsvarende
omfang, rekvirering, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør og uroligheder, mangel
på transportmidler, medmindre at denne mangel kunne forudses af sælger, almindelig
vareknaphed samt mangler ved eller forsinkelse af leverancer fra underleverandører,
som skyldes nogen af de i dette punkt nævnte omstændigheder.
Omstændigheder som nævnt, der var indtruffet inden aftalens indgåelse, medfører kun
ansvarsfrihed, såfremt deres indflydelse på aftalens opfyldelse ikke kunne forudses på
aftaletidspunktet af sælger.
Det påhviler sælger, såfremt denne ønsker at påberåbe sig nogen ansvarsfrihedsgrund
som nævnt i denne §, uden ugrundet ophold skriftligt at underrette køber om denne
grund.
Uanset, hvad der i øvrigt fremgår af nærværende salgs- og leveringsbetingelser, kan
enhver af parterne hæve aftalen ved skriftlig meddelelse til den anden part, såfremt
aftalens opfyldelse hindres i mere end 6 mdr. af en begivenhed som nævnt i denne §.
§ 10 Tvister
Alle tvistigheder vedrørende nærværende kontrakt afgøres efter dansk ret.
Alle retssager skal anlægges ved sælgers eller købers værneting efter sælgers valg.
Tillæg til almindelige salgs- og
leveringsbetingelser
for medlemmer af Foreningen Dansk Møbelindustri til brug ved salg til Tyskland
Ved salg til Tyskland er der aftalt følgende ejendomsforbehold:
A Indtil sælgers fordringer hidrørende fra forretningsforholdet med køber er fuldstændigt
betalt, forbliver de solgte varer sælgers ejendom. Køber er berettiget til at
disponere over den købte vare som led i normal forretningsgang.
B Ejendomsforbeholdet gælder også de produkter, der opstår ved forarbejdning af,
sammenblanding eller sammenføjning med sælgers vare til disses fulde værdi, idet
sælger betragtes som producent. Opretholdes tredjemands ejendomsret ved en forarbejdning,
sammenblanding eller sammenføjning med tredjemands varer, erhverver
sælger medejendomsret i forhold til disse forarbejdede varers fakturaværdi.
C De fordringer mod tredjemand, som opstår i forbindelse med videresalg, tiltransporterer
køber allerede nu sælger henholdsvis i deres helhed og i størrelsesorden af
en eventuel medejendomsandel til sikkerhed. Han er bemyndiget til på egen regning
at inddrive disse, indtil der sker tilbagekaldelse, eller indtil han standser sine betalinger
til sælger. Køber er heller ikke berettiget til med henblik på fordringsinddrivelse via
factoring at foretage transport af disse fordringer, medmindre der samtidig stiftes
en forpligtelse for factor til at erlægge modydelsen i størrelsesordenen af sælgers
fordringsandel umiddelbart til ham, så længe der fra hans side stadig består fordringer
mod køber.
D Foretager tredjemand indgreb i de varer og fordringer, der tilhører sælger, skal
køber ufortøvet - helst skriftligt - underrette sælger herom.
E Udøvelse af ejendomsforbeholdet er ikke at anse som ophævelse af kontrakten.
F Varerne og de fordringer, der træder i stedet herfor, må, før sælger er fuldstændigt
fyldestgjort, hverken pantsættes til tredjemand eller overdrages eller transporteres
til sikkerhed.
G Overstiger værdien af sikkerhederne sælgers fordringer med mere end 20%, frigiver
sælger på købers forlangende sikkerheder efter sælgers valg.
H Aftalen er undergivet tysk ret.